|
Super vejr og et super stævne i optimale omgivelser
Søndag den 1. juni blev der spillet et strandhåndboldstævne i Vestbadet med deltagelse af 6 ”damejuniorhold”, fra BT/SVIF, 2x VHK, Vinderup og 2x Skals GF, dvs. det ene VHK-hold og et blandet Skals GF/VHK var piger. DGI-Midtjylland og Skals GF havde inviteret foreninger fra området til at stævne hinanden i denne idrætsform. Efter spørgeskemaerne at dømme, som blev udfyldt af deltagerne på dagen, var der bred enighed, at det var et vellykket initiativ. Kun en skam at der ikke var flere tilmeldte hold. Rammerne omkring dette stævne kunne ikke blive bedre. Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen havde sneget sig op på mellem 25-30 grader. Vestbadet var fyldt med masser af mennesker, der havde valgt dagen til at få en svaler i det dejlig kølige vand. Alle havde en forrygende dag med masser af håndbold og en velfortjent dukkert efter strabadserne. Der blev kæmpet bravt i sandet om at score 1 og 2 points scoringer. I strandhåndbold spiller man om at score flest point i hver halvleg, dvs. at der i hver halvleg på 10 minutter, skal der findes en vinder. I det tilfælde at begge hold har vundet en halvleg hver, spiller man et slags straffe-/kontraspil, som hedder solo mod målvogter. Begge semifinaler om 3. pladsen og finalen blev afgjort ved dette. BT/SVIF viste sig at være det klogeste hold til denne disciplin. De slog VHK’s pigehold efter en meget jævnbyrdig dyst, efter at have gjort det samme mod VHK’s damejuniorhold i semifinalen. Spillet om 3. pladsen blev vundet af VHK’s damejunior over Skals GF’s pigehold, hvor det lykkedes Skals at vinde første halvleg mod et hold spækket med 1. holds damejuniorspillere, det samme gjorde de i semifinalen mod samme klubs pigehold. Den 14. juni deltager et hold piger og et hold damejunior fra Skals GF i Skive om kredsmesterskabet i strandhåndbold. Vinderen af damejuniorrækken har mulighed for at deltage til DM i strandhåndbold på Nyborg Strand weekenden efter. |